At Skiærtse ved Bryllupper var ikke galt,
Naar alle lidt Spøg vilde døye,
Og intet til nogens Vanære blev talt,
Men ikkun, hvad kunde fornøye.

Der klinges med Glasser, Pocaler gaaer om,
Naar Brylluppet muntert skal være,
Om en som i Kana, at Krukken er tom,
Og Folket har lidt at frembære.

Sligt frygter ey Giæsterne her, som jeg troer,
Fransk Handel Brudgommer jo driver,
Saa Han skaffer Viinen, og Skinken hun Moer,
Og Brylluppet lystigen bliver.

Er man nu alvorlig, saa frygtes, hver Giæst
Sit Vers udi Lommen vil skikke,
Saa snart han de første To Linier faaer læst,
Og sige, det smager mig ikke.

Poeten vil rødme, og tænke for sandt,
Betaling derefter vil blive,
For Verset, som Giæsternes Bifald ey fandt,
Brud-Folket kun lidet vil give.

Den Stakkel maa altsaa fortryde sit Vers,
og tænke, hvi skrev du ey andet!
Hvi slog du ey om dig med Chofer og Skiærs,
Saa giorde Poeten paa Vandet.

Men holdt - Mine Venner! jeg skiøtter ey om
Mig nogen til Uven at giøre;
Der ønskes langt heller at faae eders Dom
I dette jeg nu vil fremføre.

Det er Eder, værdige Giæster! bekiendt
At ældgamle Krøniker skrive,
Hvorledes de Tyske til Bergen blev sendt,
Dere Solo en Handel at drive.

Hvorledes Kiøbmanden paa Vaag-Siden blev
af de Hanseatiske Stæder
Saaledes indskrænket, at ikkun de drev
Lidt Handel med Tiære og Bræder.

De tydske Huusbonder Nordmanden forbød
At kiøbe af Jægter og Baade
Fra Nordland og Sundmør; Hans Handel og Brød
Hang næsten af tyskernes Naade.

Dog hadde de Norske da Lykke at faae
Sig Piger med Penge til ægte;
Thi Tydskerne torde ey gifte sig, saa
De ikkun paa Klæverne leegte.

Jeg vil ikke troe, hvad de Gamle har sagt
Om Gaden bag Bryggen, til visse;
Jeg har for de Tydske langt høyere Agt;
Jeg selv er udsprungen af disse.

Men siden har dette forandret sig. Kort:
De Norske maa see og beklage,
At de vore rigeste Jomfruer bort
Fra os, som har Indføds-Ret, tage.

Er her en Jomfrue med Penge, og skiøn
Strax visse Snap-haner sig bukker,
Faaer Bruden og bliver Forældrenes Søn,
Og altsaa de Norske udlukker.

Skal Nordmanden endelig nyde slig Brud,
Maa han hende næsten bortstiæle,
Og siden for Stykket en Torning staae ud,
Saa gaaer det de fattige Siæle.

Hvad synes dem nu? Mine Herrer! bør man
Sin Skiebne ey visselig lindre,
Og see, at vi engang udvirker en Plan,
Som kand denne Forprang forhindre.

Man troer vore Piger har intet imod
Vore Norske Messieurs at indføre,
De ere ju hurtig, beleven og god,
Hvi vil I dem Uret da giøre.

Maaskee at de nyder en fremmed Brudgom,
Som Bergen de Fremmedes Sager,
Om saadant er billig, man fordrer en Dom,
En Dom, som os alle behager.

Imedens der dømmes, jeg bliver igjen
Alvorlig, som jeg pleyer være,
Den Tydske og Norske er baade min Ven,
For begge jeg haver store Ære.

Jeg aldrig ULHORN misunder sin Brud,
Og ANNA jeg under sin Lykke,
De ere hverandre en Gave af Gud,
Og hvem vil Guds Villie forrykke.

Hun tog sine kiære Forældre i Raad,
Saa synes mig Døttre bør tænke,
Der haabes at Himlen velsigner den Daad,
Som ikke Forældrene krænke.

Hr. BRUDGOM! De haver et priseligt Navn
Af Landsmænd, af Nordmænd og fleere,
Selv Rygtet Dem blir herefter til Gavn,
Og Loddingens Gara florere.

Jeg skatter Dem lykkelig, ikke fordi
Han ægted en Jomfrue med Penge,
Er der ikke Gudsfrygt og Nøysomhed, vi
Maa sige de varer ey længe.

Man ønsker Hr. BRUDGOM til Lykke, i det
Han fik af Forsynet en Qvinde,
Forstandig, huusraadig, oprigtig og net,
Derved man Lykksalighed vinde.

Huus, Meubler og Penge er ofte den Sag,
Som Beylere have i Sigte,
Dog dette ved Vandheld kand mistes en Dag,
Men Gudsfrygt skal Parret ey svigte.

Saa lev nu til sammen, lyksalige Toe!
Som Begge er være vore Bønner,
For Næring, for Sundhed, for Livete og Roe,
Gud vist Eders Dyder paaskiønner.

Her kunde jeg hykkelst med tusende Ord
Til Skyerne Eder ophøye,
Som Tvende, der haver en Mage paa Jord,
Men saadant kun lidet fornøye.

Hvad Giæster, Forældre, hvad Venner og fleer
Vort BRUDE-PAR ønsker med Rette,
Skiønt Hiertet det ønsker, og GUD giver meer,
Vil jeg paa Papiret det sætte.

EPITHALAMIUM:
Gud, hvis Forraads Kammer ikke
Tømmes ved vor store Trang og Bøn,
Men opfylde kand til prikke
Hva han Dyden lovet har i Løn;
Lad vort BRUDE-PAR ey vandre
Af den Vey, hvor Dyden nyder Roe,
Gud, Forældre, Parret, andre,
Glæde sig, mens de paa Jorden boe.

Lad hver lovlig Gierning lykkes,
Loddings Gaarden give Dem sit Brød!
Men skal De af Vandheld trykkes,
Giv Dem Haab ved disse Verdens Stød!
Et gudfrygtig, nøysomt Hierte
Lad Dem stedse eye til sin Grav!
Giv Dem Børen, giv ey Smerte,
Men giør dem til Parrets Trøst og Stav!