I Venners Klynge, i muntert Lag,
Der trives Lystighed og Glæde;
Men allermest paa en Bryllupsdag
er vi til Skjemt og Løier rede;
Med Lyst vi alle Lyse Glædens Bud,
Vi tømme flittigt vore Glasse ud,
Først og fremst dog skal
Denne Pokal
Til Brud og Brudgoms Ære tømmes!

Vort bedste Ønske følge Parrets Held
Hvor end de færdes i Livet,
Gid deres Dage, som i denne Kveld,
Maa glide hen av Fryd belivet,
Og blander stundom sig lidt mørkt deri,
Nu Herregud! saa er det snart forbi;
Gid at engang
Lyde vor Sang,
Ved Parrets Sølvbryllupsgilde!

De Gamle kalde ved denne Fest
Sin egen Bryllupsdag i Minde,
Vi Unge ønske som vi kan bedst
At ogsaa vor maa oprinde;
Thi Skaal for hver en ung, fremtidig Brud;
Som kaares her iblandt vor Klynge ud;
Med ved bredfuldt Maal
Tømmes denne Skaal
Dog først til Brudeparrets Ære!

Forf.: Henrik Ibsen