For Herrens Alter med Haand og Mund
Et hellig Løfte er givet,
Som knytter sammen fra denne Stund
To Unges Gang gjennem Livet, -
I Fryd og Sorg det staaer ved Magt,
Til dødens Klokker kime;
Thi er der Alvorsfylde lagt
I denne glade Time.

Der vinker Eder en dobbelt Sti
Paa Eders Vandring hernede, -
Men husk, naar To staa hinanden bi,
Det letter Veien at træde;
Det er den Magt, som Kjærlighet
Af Himlen fik til Eie;
Og den vil styrke Eders Fjed,
Og jævne Eiders Veie.

Tag da paa Veien vort Ønske med
Om lyse, vaarlige Dage,
Da vil I eengang i Aftnens Fred
Forynget skue tilbage.
Jer sammenknytter Kjæder to
Paa Banen, I skal vandre;
Thi dobbelt viet blev I jo:
Til Kunsten og hverandre!

Forf.: Henrik Ibsen