Det lyste mildt som solen fra øine to så blå;
Johan det traf; han smilte og studsede derpå:
”Montro jeg under glandsen af disse øine to
Alene nu kan virke og sætte eget bo?”

Han fik ei fred for tanken, før ordet fulgte på,
Og da blev Wenche underlig og øinene så små:
Hun græd og hun smilte, mens hjertet høit det slog,
Idet Johan for første gang ind til sig hende drog.

Det var nok barnedrømmen, som just opfyldtes nu,
Den stod dem nok for tanken og fyldte sjæl og hu:
Da livet først lå solrigt, og drømmen tog ny flugt,
Da de i øret hvidsked hinanden sådant smukt.

Da lyste Wenches øine på ny, mens håbet steg,
Og fra Johan da også hver tvivlens tanke veg:
De følte begge godt, at fra denne mødets stund
Nok tro og håb vil blomstre på kjærlighedens grund.

Det har de nok erfaret den tid, de sammen var,
Og fremtiden skal altid på ny gi’e samme svar:
”Det yndigt er at følges i livet allen stund
I sorrig og i glæde, når éns er hjertets bund.”

Så styrke Gud Jert samliv og la’e Jer barnedrøm
Hver dag på ny opfyldes i kjærligheden øm:
Da vil I begge sige: ”Hvor livet dog er rigt!”
For livet selv er skjønnere end allerskjønnest digt!

Forfatter: cand.theol. Peder Odland