Solglans over Jøkelrunden
lyser op i Vinter haard,
bringer Bud, at Vei er funden,
Vei imellem Frænders Gaard;
bringer Bud paa Bud saa vide:
Mur og Stængsler de er sprængt.
Frænder, hør! snart kan I gi det
Haandslag, I saa tidt har tænkt.

Ekkoet vi snart fornemmer
af de første Mineskud;
ved du, hvad den Sangen gjemmer?
Norges Fremtids Gjennembrud!
Ved du, at hver enkel Skinne
har sin samlende Mission:
den med Jern at sammenbinde
Norges Folk til én Nation.

Brødre, glemmer Ufredsaanden,
Haan og Harme fra Jer vælt,
ræk hverandre trøstig Haanden
fra hvert sondret Leiretelt!
Du tar Boren, jeg tar Slæggen,
Arbeidsmod gjør ingen kold, -
ret nu ramler Klippevæggen,
ramler ned med Dverg og Trold.

Ret nu bugter sig Spiralen, -
det gaar lavt og det gaar høit,
over Fjeldet, gjennem Dalen
lyder lydt det skarpe Fløit;
over Strøm og Fossebulder,
over Stup og gjennem Ur
klinger det, saa Fjeldets Hulder
kaster Langeleik og Lur.

Ser I Gamle ikke Maalet,
maa I visne hen og dø, -
trøst Jer, I har hvæsset Staalet,
I har saad det første Frø -,
I har gravet, I har gruset,
I har lagt den første Sten,
lad saa andre Kranse Huset,
naar I hviler Eders Ben.

Gamle, unge, - unge, gamle,
hver vi fik en god Mission:
vi fik være med at samle
Norges Folk til én Nation!
Vi fik se vor bange Anens
Smertens barn med Vuggesmil,
vi fik skue Bergensbanens
Morgen trods al Haan og Tvil.

Joachim Lampe - 27.11.1909