Oxford.
Orgelet bruser i smerte, og alle de unge viljer
bøies i angst og ømhet dit hen hvor vi intet vet.
Lysene flakker i mørket som kuldskjære paaskeliljer,
der stiger en salme mot taket om Gud som er kjærlighet.
Saa synker den storm av Herren ned fra en blekrød stjerne,
men endnu ruller en brænding av orgelets skjønne brus,
og presten løfter sin stemme til ord som er hvite og fjerne:
«O, mindes alle de døde, de faldne av dette hus» . . .
En endeløs sorg av navne, viet til blod og taarer,
unge smilende navne hører vi gjennem hans røst,
venner som lo paa elven i slit med lyseblaa aarer,
mens poplene skjalv langs Cherwell op i den høie høst!
Jern og rædsler og kulde i ørkesløshet og krampe,
det var den skjønne ungdom dere blev git tildel.
Saa hven det av bly i luften, og kroppen ravet i krampe,
et lik som raatnet, men sjælen? venner, hvor gik deres sjæl?
Jeg husker en bror av dere, som bar den drøm i sit hjerte:
at faa sig en røk en aften over en hvitmalt grind . . .
Han kom hjem til sin længsel, men altid følte han smerte:
at dere ikke fik staa der, en sommerkveld lun og lind.
Men Gud som er kjærligheten og gav ham hans drøm i eie,
husker vel ogsaa dere, brødre av savn og nød.
Han streifer omkring i blaaet paa stjernenes hvite veie
og ser at enhver faar leve; saa er det tid for død.
Vi knæler i orgelbruset for døde, ukjendte venner,
hvis unge forpinte sjæle sank ned i den store ro.
Er de i live bak døden, i land som vi ikke kjender?
Min Gud, hvis min tro kan hjælpe, da skal mit hjerte tro.
Slik er min bøn
om den evighet
saa dyp og skjøn
som mit hjerte vet:
den fred som er
over al forstand,
blandt blide trær
i et aftenland,
med stærefløit
over kløverduft
og stjerner høit
i den disblaa luft,
og hjertet mildt
av den pris og takk
som stiger stilt
fra en kjær tobak,
og Gud er med
i det lette spind,
og Gud er fred
ved en hvitmalt grind.
Den siste granat slaar fra himlen ned,
det raller i endnu en strupe.
Likene skjules, og det er fred
for dem som blev spart for at stupe.
— — —
Saa blaaner en kveld i en grønsket egn
ved hjemmets skaanede kyster.
Markene dier den varme regn
fra tusen usynlige bryster.
Der driver en ange av muld og sjø
i mainattens bløte vinde.
Langsmed den groende, grønne bø
gaar der en mand og kvinde.
Og kvinden hvisker: Min egen gutt,
mit eget deilige hjerte,
jeg kan ikke fatte at den er slutt,
den evig nagende smerte.
De lange angstfulde aar av savn,
med længslene, unge og ømme . . . .
Saa haabløst skalv i min tomme favn
de moderlig kjære drømme!
Jeg skapte det dog i de lange aar,
vort ufødte barn, du kjære,
den deilige gutt, som snart skal bli vor,
jeg vet hvordan han skal være!
Da svarte manden: Jeg tror som du,
det er en søn du skal føde.
Vort land blev sykt under krigens gru,
elendig, beskjæmmet og øde.
Men opgjørets dag vil komme igjen,
om de eller vi skal leve.
Da trænger vi tusener unge mænd
til jern i vor pansrede næve.
Min egen ven — vi skal begge be
med brændende fromme bønner
om at Gud Herren i miskund vil se
og gi os en rad av sønner.
Men kvindens længtende modertræk
sluknet med ett i jammer.
Hun svarte ikke, hun stirret væk.
Saa gik de ind til sit kammer.
Men kvinden nølte at blusse op,
hun laa i en ordløs vaande,
det var som der gøs langs den unge krop
en isnen av dødens aande.
Det visnet i avsky det higende bryst
ved grep av knoklede hænder,
og favnen som bævet av længsel og lyst
blev lammet av dødningelænder.
Til det var den ment, den ufødte skatt,
til hatets og hevnens kvaler.
Og gjennem den stønnende, bitre natt
vet hun at døden taler:
«Jeg ligger med i din elskovsseng,
ti dødens barn skal du avle.
Min ljaa skal kutte den fine streng
fra dig og til barnets navle.
Jeg strømmer med i det spæde blod
som pulser i ungens aarer.
Hvad nytter det saa om din gutt blir god
eller sin mor til taarer?
Alt du har haapet og elsket og drømt
blir en av de tusen døde.
Du længtende daare, dit barn er dømt.
Et voksent lik skal du føde!»
Da vred hun sig bort som en dødspint aal,
og hæst med et hundyrs snerren
reiste hun sig og skrek: Gi taal!
Jeg ber jo en bøn til Herren.
Jeg ber ikke længer til Jesus Krist
med nagleborede vunder.
To tusen aar er saa lang en frist.
Hvad gavnet det hele under?
Jeg ber til Jehova, for hevnen er din
og du er en Gud av vrede.
Tramp mellem stjerner, døv, stum og blind
mot menskenes øglerede.
La rummets orkan gaa kvass som en kniv,
og slukke dig jord, som en kjerte,
for da vil det deilige liv av mit liv
slukne under mit hjerte.
